Rejsebrev O10 Clarksdale (3)
9. oktober 2024
Der har ikke været en eneste overskyet dag siden jeg ankom, og det er samme udsigt for musikfestivalen i weekenden - bortset fra at temperaturen vil falde til 20-21 grader på mandag. Så rykker jeg ud i solen.
Plakater for arrangementer der kommer i løbet af måneden
Musik: I løbet af weekenden har jeg spillet med Sean Apple, Lucius Spiller og de nye bekendtskaber Joe McLarren, Guitar Frenchie og Cricket Edgeworth på de små spillesteder Hambone Gallery, Seans Bad Apple Show, Bluesberry Cafe og Auberge Hostel.
Guitar Frenchie er en fransk guitarist, midt i fyrrerne og hedder egentlig René. Han har boet i USA i 20 år og er blevet amerikansk statsborger. Han er for nylig flyttet hertil fra Texas, og han har købt hus sammen med en kæreste. Han spillede solo på Auberge Hostel, hvor jeg engang har boet. Det var søndag aften, hvor der ikke skete så meget andet. Han spillede en blanding af folk og blues og egne numre, og efter en time var det blevet lidt kedeligt. Så fik Lucius Spiller mikrofonen, og så var Frenchie tilbage i rollen som en glimrende backingmusiker. Jeg spillede en solo på "Allright, OK, You Win", og så var der liv i selskabet igen.
Også guitaristen Joe McLarren er flyttet til Clarksdale for nylig med hele familien. Joe spiller både delta blues og ragtime. Han en søn på 11, der er en glimrende trommeslager, og en datter på syv som laver fuglekvidder i mikrofonen, når der er brug for det. Han er meget interesseret i min balkanmusik og vil invitere på middag. Hans søn er meget interesseret i min sopranino - hvor mit svar altid vil være: "Begynd med at lære at spille altsax".
Tirsdag aften spillede Hopeless Case Blues Band på Hambone Gallery, dvs. ejeren Stan Street sang og spillede tenorsax og mundharmonika, Frenchie spillede guitar og sang, og Bee fra Florida spillede trommer. Bee spiller også udmærket guitar og bas. Der var 30-40 tilhørere, dvs. ugens største publikum. Efter pausen fik diverse gæster lov at spille med: To sorte sangerinder, franske Jerome på mundharpe og mig på sopran. Jeg fik det største bifald jeg nogensinde har fået for en solo. Så er det sjovt!
Blues i Mississippi-deltaet og i Chicago: Jeg har læst Robert Palmers bog "Deep Blues". Det er en Penguin-bog fra 1980 der handler om bluesmusik fra Mississippi-deltaet og Chicago og videre ud i verden.
Midt i 1800-tallet blev deltaets sumpe og krat ryddet af de hvide godsejeres sorte slaver. Det blev et meget frugtbart bomuldsområde. Slaverne havde forbud mod at spille tromme, for trommerne kunne bruges til at "tale" over lange afstande og f.eks. arrangere oprør. Derfor var slaverne stort set henvist til at synge, dels i kirken, dels til arbejdet.
Efter borgerkrigen blev slaverne frigivet, fik lavt lønnet arbejde eller blev sharecroppers, dvs. forpagtere der kunne risikere at blive bundet af stigende gæld til godsejeren. De var også udsat for kun at kunne købe ind i godsejerens butik, hvor der var høje priser. Nogle af de sorte var omvandrende "herregårdsbisser", og lørdag aften var der altid livligt i barakkerne.
Omkring år 1900 opstod blues her som en ny musikstil baseret på forskellige afrikanske traditioner. I Østafrika taler man sprog i forskellige tonehøjder, og det bliver afspejlet i måden at spille tromme, guitar mv.
Nogle af de sorte ville hellere drive den af end arbejde i marken. Palmer skriver om musikeren Robert Johnson: "If they’d known Robert Johnson at all, chances are they knew him as another no-good rambler who never stayed in one place too long, never put in an honest day’s work, and made too many passes at married women". Robert Johnson vandrede vidt omkring som musiker, og han skrev blandt andet sangen "Sweet Home Chicago". En jaloux ægtemand gav ham forgiftet whisky, og han døde i 1938.
Midt i 1800-tallet var der fem gange flere sorte end hvide i deltaet. Efter borgerkrigen blev de tidligere slaver formelt gjort frie. I praksis var de næsten lige så afhængige af de lokale herremænd som tidligere. Efterhånden flyttede der mange fattige hvide til området. De slog sig ned i byerne, drev forretninger og blev ansat i offentlige stillinger, f.eks. i politiet. Disse hvide foragtede de sorte langt mere end godsejerne gjorde. Godsejerne måtte beskytte de sorte mod angreb fra de hvide byboer og politiet.
Man får et godt indtryk af forholdet mellem sorte og hvide i sydstaterne i filmen "I nattens hede" fra 1967. En nat sker der et mord på en hvid mand i en lille by i Mississippi. Byen kunne være Clarksdale. To scener fra filmen som viser at alle de lokale hvide er racister:
En velklædt, sort mand (Sidney Poitier) sidder ved jernbanestationen og venter på nattoget, og en politimand arresterer ham straks, kører ham til politistationen og fortæller, at nu har han fanget morderen - uden skygge af bevis eller sandsynliggørelse.
Den arresterede mr. Tibbs viser sig at være en højtstående politimand i en stor by nordpå, og ad omveje kommer han til at opklare mordet. Mr. Tibbs er bl.a. med en lokal politimand på besøg ved den største godsejer på egnen og stiller ham et nærgående spørgsmål. Godsejeren svarer med en lussing, og mr. Tibbs svarer igen med en lussing. Godsejeren siger så til den lokale politimand "Hvorfor arresterer du ham ikke? Du så at han gav mig en lussing!".
Det er en glimrende film. Diskrimination fra racistiske hvide er ikke mere så åbenlys. Bilmodellerne har ændret sig, alle har mobiltelefoner, og overvægt er blevet et stort problem. Ellers har amerikanske småbyer ikke ændret sig væsentligt siden filmen blev indspillet i 1967.
Landbrugsarbejdet blev mekaniseret, og de sorte flyttede nordpå. I 1941 blev den første International Harvester bomuldsplukkemaskine taget i brug netop her i Clarksdale. Da der var en jernbanelinje direkte til Chicago, så var der mange, der tog fra deltaet til Chicago. Omkring 1940 var der flyttet så mange, at der var flertal af hvide i staten Mississippi. Politisk set havde de sorte altid været forhindret i at stemme.
Omkring 1930 flyttede centrum for bluesmusikken til havnebyen Helena i Arkansas på den anden side af floden. Det var blandt andet fordi kiksfabrikken King Biscuit hyrede bluesmusikere til en daglig reklameudsendelse i lokalradioen. Musikerne fik kun få penge, men så fik de en mulighed for at nævne hvor de ville spille samme aften. Kiksfabrikken er forlængst lukket, men der er en King Biscuit festival, og den starter torsdag.
Muddy Waters var en af de mange, der rejste nordpå fra deltaet. Han kørte traktor på et stort landbrug ved Clarksdale, og han ejede et lille værtshus med en jukebox. I 1943 tog han toget til Chicago og flyttede ind hos sin søster. (Jernbanelinjen er her stadig, men kun med godstrafik. 95 procent af al jernbanetrafik i USA er nu godstrafik.) Muddy Waters fik arbejde som chauffør og spillede guitar på forskellige værtshuse om aftenen. Han blev kasseret til krigstjeneste fordi han ikke kunne læse. I løbet af 1940-erne indspillede han en del plader med traditionel Delta-blues. Hør f.eks. "Louisiana Blues".
Muddy Waters bruger to sangstemmer: Sin egen og guitarens spillet med slide. Mundharmonikaen er en tredje sangstemme. Det er en praksis der kommer direkte fra Afrika.
Frem til dette tidspunkt var der aldrig noget af den landlige Delta-blues, som havde været hits. Sorte havde succes med at synge jazz og pop, men aldrig blues.
I løbet af 1950-erne fik Muddy Waters samlet et fast orkester, indspillede på pladeselskabet Chess og fik flere landsdækkende hits i den kategori, der hed "Race Records", dvs. hvad sorte kunder købte. I 1951 skrev han "Rolling Stone", en melodi som siden har givet navn til både et musikblad og et orkester.
Muddy Waters bassist Willie Dickson (også født i Mississippi) skrev tre hits til orkestret i 1954, bl.a. "Hoochie Coochie Man".
Der er en 4/4-rytme med stop-go (pause på slag 2 og 3). Orkestrets stop-go blev efterlignet alle vegne, så pludselig påvirkede Delta-blues både jazz, filmmusik og Leiber-Stoller-hits. I 1954 begyndte orkestret også at spille med tydelig vægt på slag 2 og 4.
Blues i deltaet og i Chicago var grundlaget for rock-and-roll. Da dén stilart blev dominerende, så blev bluesmusikerne nærmest arbejdsløse, for der var ikke meget efterspørgsel efter blues. Efter nogle år skete der dog det, at f.eks. orkestret Rolling Stones hyrede Muddy Waters eller B.B. King som opvarmning til koncerter. Det skaffede et nyt, hvidt publikum til sort blues, og de nye, bluesbaserede rockorkestre fik vist hvor de havde inspirationen fra.
Det er et åbent spørgsmål hvem der egentlig er komponisten, når det gælder blues. Mange sange er omarbejdet og har fået et nyt navn, og man henter verselinjer fra andre sange. Det svarer til balkan-melodier i Serbien, hvor alle låner fra alle og rask væk ændrer titlen på en melodi. Ingen skriver hvem der er komponisten, og ingen betaler royalties. Bojan Krstić har skrevet den meget populære melodi "Sat". Når hans konkurrent Bojan Ristić udgiver den på en CD, så står der ikke noget om hvem der har skrevet melodien. (Her spiller Måns og jeg "Sat" sammen med Bojan Krstić’ far.
Robert Palmers bog "Deep Blues" er blevet et standardværk, som alle refererer til. Palmer var musikanmelder ved New York Times. Bogen er velskrevet og virker meget aktuel. Der er dog en forskel til i dag: Palmer gør omhyggeligt opmærksom på hvilke LP-er man skal købe for at høre de gamle mestre. Mens jeg har læst bogen har jeg løbende kunnet slå op på Youtube og høre det, som han ville gøre opmærksom på.
Make America Lean Again
Figur fra Financial Times. Jeg ser den ikke som "Hurra, antallet af overvægtige faldt", men en sørgelig statistik over hvordan antallet af overvægtige i USA i løbet af 1980-2015 steg fra 15 procent til 40 procent.
Wikipedia siger om overvægt netop her i den fattigste stat Mississippi: "For three years in a row, more than 30 percent of Mississippi's residents have been classified as obese. In a 2006 study, 22.8 percent of the state's children were classified as such. Mississippi had the highest rate of obesity of any U.S. state from 2005 to 2008, and also ranks first in the nation for high blood pressure, diabetes, and adult inactivity .."
Bemærk, at det er tal for hele staten, hvor der er ca. 38 procent sorte og 58 procent hvide indbyggere, og det er ikke kun sorte, der er overvægtige. Her i deltaet mellem floderne Mississippi og Yazoo er der flertal af sorte.
Financial Times’ videnskabsjournalist Anjana Ahuja skrev sidste år en artikel om Body Mass Index (BMI) "Worrying about your festive BMI? You may not need to". BMI er en måling som er meget brugbar for hele befolkningsgrupper, men skal kombineres med noget andet for at kunne fortælle om sundhed på individuelt niveau. Idealforholdet siges at være 18,5 til 24,9. Der er brug for at differentiere for andre racer end hvide, for f.eks. sorte kvinder må gerne være tungere, op til BMI 30. Asiatiske kvinder har risiko for diabetes hvis de kommer over 23. BMI er misvisende for atleter med stor muskelmasse.
Når jeg betragter de overvægtige amerikanere her, så er der én stor forskel på sorte kvinder og hvide kvinder: Uanset vægt har de sorte kvinder altid en tydelig hoftelinje.
Fra TV-reklame for Novos Wegovy. Disse glade amerikanere foretager sig noget helt usædvanligt, nemlig at de går i flok på gaden. Amerikanere plejer at sidde i deres biler.
Slankemedicin er ikke kun en nem løsning, den risikerer også at skabe en grim krop. Der er opstået et nyt begreb "Ozempic butt", altså en slanket røv. Det er fordi de nye slankemidler tager appetitten, og så mister man lige dele fedt og muskelvæv, dvs. man risikerer at komme til at mangle muskler, og man risikerer at den slankere krop er grimt proportioneret. Det svarer til når kroppen vokser hurtigt i puberteten eller under graviditet og giver "gravidstriber", fordi huden ikke kan følge med. Jeg bringer ingen billeder, for jeg synes de er for ulækre. Her er hjemmesiden for en hudlæge som mener at han sagtens kan reparere det hele.
Mere fra Wikipedia om sundhedstilstanden i Mississippi:
"The state is ranked 50th or last place among all the states for health care, according to the Commonwealth Fund, a nonprofit foundation working to advance performance of the health care system.Mississippi has the highest rate of infant and neonatal deaths of any U.S. state. Age-adjusted data also shows Mississippi has the highest overall death rate, and the highest death rate from heart disease, hypertension and hypertensive renal disease, influenza and pneumonia.In 2011, Mississippi (and Arkansas) had the fewest dentists per capita in the United States.